EVALUERING AF SKOLEÅRET 2018/2019

Evaluering af året der gik

Året gik, og det er tid til at kigge tilbage.

Evalueringspunkter:

  • Deltagelse/fravær
  • Sårbare elever, Trivselslærere, Kontaktlærerfunktion
  • Værelsesbyt, telefonregler og ” klippekort “
  • Bygningsforskønnelse

 

Ad. Deltagelse/fravær:
Deltagelse/fravær skal være et indsatsområde for skoleåret 19/20.
Enkelte elever har haft for meget fravær i løbet af året. Det er ikke i orden. Al fravær skal registreres, mødes med undren og følges op af ledelsen med det samme. I gentagelsestilfælde involveres forældre hurtigt i forløbet.

Ad. Sårbare elever, trivselslærere, Kontaktlærerfunktion
Det er vigtigt for os at vide så meget som muligt om evt. sårbare elever, således at vi kan tilrettelægge undervisning m.m. for dem i god tid. Der skal jævnligt følges op på målsætninger/specielle forløb for den enkelte.

Der indføres en “stilletime” i det næste skoleår. Efter aftensmaden fra ca. 18.45 til 19.45 er der “stilletime”. Eleverne er enten i lektie cafeèn eller på eget værelse. Der er brug for et “fælles tidspunkt med ro”. Til lektier, hvil, eftertænksomhed og ro.

Værelsesbyt, telefonregler, klippekort
Værelsesbyt 2 gange i løbet af skoleåret er stadig en stor succes. Der er meget få problemer omkring værelserne/roomies. Så det fastholdes også i det nye skoleår.

 

Telefonregler – alle enige om, at reglerne (telefoner på værelserne indtil kl. 15 og ingen telefoner i spisesal og boxen) er overskuelige, accepterede og nemme at administrere. Det har været en stor succes ikke at se alle gå med næsen i mobilerne hele dagen. Vi er af den klare overbevisning, at det har afstedkommet en meget højere grad af tilstedeværelse og nærvær. Næste skoleår udvides ordningen så telefonerne skal være på værelserne til efter ” stilletimen “.

Klippekort med fysiske, sociale og andre udfordringer er kommet for at blive. Alle elever får udleveret et klippekort (udfordringskort) i starten af skoleåret. Dels udfordringer vi stiller, dels udfordringer den enkelte selv skal stille sig. Opgaven er så at klare så mange af de udfordringer i løbet af året som muligt 🙂

Bygningsforskønnelse:

Havestuen ” mødelokale ” er ved at være færdig, parkeringspladsen færdiggjort, møbler i spisesalen udskiftet :-), maling, maling og maling.

Vi har endvidere haft et længere projekt kørende med en arkitekt vedr. en langsigtet plan for vedligeholdelse, indretning og bygningerne i det hele taget.

Personalet på Klank Efterskole august 2019