Jubilæum

Klank Efterskoles 150 års jubilæum 2018

I november måned 2018 er det 150 år siden, Klank Højskole blev indviet på toppen af Klankbakken mellem Galten og Skovby.

Skolen er her stadig, og det har vi tænkt os at fejre.

Vi vil fejre, at der på Klank har været højskole, landbrugsskole, børneskole og fra 1914 efterskole. Vi vil fejre, at der stadig drives skole i den Grundtvig-Koldske skoletradition, og at 110 unge hvert år gør Klank Efterskole til netop deres efterskole.

Fejringen vil foregå gennem hele 2018 ved et månedligt arrangement, der knytter sig til et af skolens otte linjefag: ridning, dans, design, kunst, musik, fodbold, cykling og adventure.

Vi inviterer alle tidligere, nuværende og kommende elever samt alle med interesse for skolen og dens virke til at deltage i de mange arrangementer.

Lørdag 3. november 2018 har vi finalen, hvor vi vil hylde 150 års-jubilaren med reception, festtaler og sang.

Klank Efterskole er i dag en moderne efterskole, som forventer, at eleverne kommer med interesse for at dygtiggøre sig i boglige fag og deres selvvalgte linje- og valgfag.

På Klank udfordrer vi eleverne til at ”spise af hele buffeten” det år, de er her. Vi forventer, at de er nysgerrige, parate til at prøve nyt, og at de selv vil bidrage. Vi har en skole, der passer til tiden og tidens unge, som den har formået at gøre gennem alle årene.

Det vil vi gerne fejre!

Du er inviteret til at være med til festen. Her i programmet kan du læse om de mange jubilæumsarrangementer. Der er helt sikkert noget, du vil være med til, og du er hjerteligt velkommen på vores skole.

Med venlig hilsen
Personale og Bestyrelse


SUNDE SPORTSHESTE
– FØR, UNDER OG EFTER TRÆNING

Linjefag: Ridning

Klank Efterskoles hestelinje inviterer til en lærerig aften med Claus Toftgaard, som er uddannet human- og hestefysioterapeut, akupunktør og træner.

Claus Toftgaard sætter fokus på, hvordan vi opnår sunde sportsheste både før, under og efter træning. Han fortæller også, hvordan rytterens fysik og kropsbevidsthed indvirker på hestens sundhedstilstand.

Aftenen indeholder både teori og praksis, og vi garanterer, at du kommer hjem med redskaber, man du kan implementere i din hverdagstræning med det samme.

Claus Toftgaard er overbevist om, at et indgående kendskab til både sin egen og hestens fysiologi letter vejen til at blive en god rytter. Hans ultimative mål med sit arbejde er at bidrage til at skabe ekvipager, som i samspil kan arbejde let, ubesværet og ikke mindst smertefrit for begge parter. For hvis ikke rytteren selv tager ansvar for sin egen balance, kan hesten ikke arbejde uforceret.

AFHOLDT

Tidspunkt: Tirsdag 27. februar kl. 19.00 (forventet varighed: ca. 3 timer)

Entré: Gratis for unge under 18 år;

Voksne 50 kr. (betaling mobilepay: 42929)

 Linjefag: Ridning

CHRIS ANKER SØRENSEN OG MINI CYKELMESSE

Linjefag: Cykling

Cykelsportsinteresserede vil vide, hvem vi taler om, når vi nævner: 5 x Tour de France, 4 x Vuelta a España, 3 x Giro d’Italia og 2 x Olympiske Lege.

Selveste Chris Anker Sørensen holder et foredrag, som giver et unikt indblik i cykelsportens verden. Det strækker sig fra hverdagen under et Tour de France over opbygningen af et hold og til, hvordan det er at bo sammen med en anden mand i tre uger i træk.

Chris Anker Sørensen fortæller om de mange stjerner, han har cyklet med. Der er Cancellara, Schleck, Contandor, Voigt og mange flere. Du får også et lille indblik i de taktiske værktøjer og tricks, der bliver brugt under løbene.

Den kendte cykelrytter krydrer sit foredrag med røverhistorier fra livet på landevejen, så der er garanti for et grin eller to. Men han fortæller også om alle de afsavn og de store krav, livet i sadlen som professionel cykelrytter indebærer.

Du får også mulighed for at se det nyeste grej og få en snak om, hvad der er ”lirens” for tiden. Uden for foredragssalen udstiller Fri Bike Shop, Scott, Cannondale, Pronghorn og efterskolens cykellinje og adventurelinje.

Du kan købe kaffe, kage og andre forfriskninger.

AFHOLDT

Tidspunkt: 6 marts kl. 19-21. Foredraget begynder kl. 19.30

Tilmelding til højre >>

Entré: Gratis for unge under 18 år;

Voksne 50 kr. (betaling mobilepay: 69469)

 Linjefag: Cykling

I MUSIKKENS TJENESTE

Linjefag: Musik

Vi inviterer dig til triple-koncert med Uffe Steen Trio, Kris Herman og Michael Vestbo Trio, hvor Michael Vestbo binder koncerten sammen, da han optræder i alle de tre musikalske konstellationer.

Uffe Steen Trio og Vestbo Trio, lægger vejen forbi Klank Efterskole på deres releaseturné med livealbummet “Doppler Effect”. Både live og på det nye album inviteres publikum indenfor i en samtale mellem to musikalske udtryk med guitaren i front. Her er eventyrlysten triojazz, groovy bluesstemning, smukke ballader, guitarduetter og det helt store brag med begge trioer på scenen på én gang!

Kris Herman er singer-songwriter fra Aarhus. Han er Klanks og alle efterskolers fortolker af tidsånden med sine ærlige, nærværende tekster og umiddelbare, iørefaldende melodier. Kris Herman flankeres på scenen af guitaristen Jønne og Michael Vestbo også på guitar.

Guitaristen Uffe Steen har base i Aarhus, hvorfra hans enestående musikalske evner gennem årene har givet genlyd langt ud over Danmarks grænser. Med indfølt guitarspil i international topklasse begejstrer han publikum live og på en stribe indspilninger.

Line-up: Uffe Steen (guitar), Thomas Sejthen (bas) og Jesper Bo Knudsen (trommer).

Vestbo Trio har de senere år markeret sig med et karakteristisk bud på fængende instrumentalmusik, som ikke kun er for musiknørder: Trioen spiller sine kompositioner med charme, nerve og afslappet selvfølgelighed, så de går rent ind, også hos lyttere uden det store jazzkørekort.

Line-up: Michael Vestbo (guitar), Jesper Smalbro (bas) og Eddi Jarl (trommer).

AFHOLDT

Tidspunkt: Søndag 15. april kl. 14-18

Entré: Gratis for unge under 18 år;

Voksne 50 kr. (betaling mobilepay: 45514)

Tilmelding til højre >>

Linjefag: Musik


VI INDVIER VORES NYE KLATREVÆG

Linjefag: Adventure

Det bliver en stor begivenhed, når vi denne dag indvier skolens nye indendørs klatrevæg.

Vi inviterer alle, der interesserer sig for klatring, eller som synes om Klank Efterskoles adventurelinje, til at komme og prøve vores nye store klatreanlæg. Du kan få undervisning og får mulighed for at prøve boulderklatring og klatring på højvæg.

I klatrehallen kan du også stifte bekendtskab med slackline, forsøge at klatre på reb, prøve trial-cykling eller bare nyde en grillpølse og en kondivand, mens du chiller til vores DJ.

AFHOLDT

Tidspunkt: Fredag 25. maj kl. 18-21

Entré: Gratis

Tilmelding til højre >>

Linjefag: Adventure


TEGNEFESTIVAL OG T-SHIRTS MED EGET TRYK

Linjefag: Kunst

Klanks kunstlinje inviterer til en dag i kunstens tegn. Vi får besøg af Jannik Broz, som er kunstnerisk og pædagogisk leder af Billedskolen på Horsens Kunstmuseum.

Jannik Broz bringer et crew af folkene bag Tegnefestivallen og ”DM i tegning” med sig. Han guider os gennem en verden af visuel kommunikation med en blanding af oplæg og tekniske øvelser. Det hele rammer bredt, så både nye og øvede kunstnerspirer kan lære noget.

Senere på eftermiddagen kan du designe en T-shirt til dig selv med dit eget tryk. Vi glæder os meget til at se dig til en dag i kunstens tegn.

AFHOLDT

Tidspunkt: 3. juni kl. 12-17

Entré: Gratis

Tilmelding til højre >>

Linjefag: Kunst


DANSETRÆF OG WORKSHOP

Linjefag: Dans

Vi holder en event, hvor nuværende, tidligere og kommende danseglade elever på Klank Efterskole kan mødes og få et uforglemmeligt danseminde med fra Klank Efterskoles Jubilæumsår 2018.

Dagens program bliver fyldt med workshops på flere niveauer og inspirerende foredrag.

Vi inviterer et topnavn fra hiphop-verdenen. Navnet bliver offentliggjort sommer 2018.

Der vil også være en række workshops: En i moderne dans ved skolens underviser, Pavel El Cubano, en i pilates ved Signe Bredsdorff Larsen fra Pure Movement, en i latin/hiphop ved Steffen Tofthøj fra fintess.dk Aarhus og Salsa Clave samt Janne Rebo, Klank Efterskole og en i girly hiphop ved Alvilda Striim, Planum Dance House og Klank Efterskole.

Derudover kan du høre et foredrag om behandling af danseskader ved fysioterapeut og modern danser Peter Fønns.

Arrangør: Dance Team Klank: Alvilda Striim, Pavel El Cubano og Janne Rebo.

AFHOLDT

Tidspunkt: Lørdag 15. september kl. 12 -17

Entré: Gratis for unge under 18 år; Voksne 50 kr.

Tilmelding til højre >>

Linjefag: Dans


RE-USE OG FEDT DESIGN

Linjefag: Design

Vi inviterer til re-use med Klanks Designlinje. Kom og vær med til at designe og fremstille en pose eller et indkøbsnet af fede genbrugsmaterialer.

Vi trykker et logo på nettene, der viser, at Klank Efterskole har 150 års jubilæum. Nettene skal senere sælges, og alle pengene går til en velgørenhedsorganisation.

På workshoppen kan du opleve Klank Efterskoles superseje designlinje, og du kan være kreativ sammen med tidligere, nuværende og måske kommende elever.

Efterskolen serverer mad og drikke for deltagerne

AFHOLDT

Tidspunkt: 7 oktober kl. 10-15

Entré: Gratis

Tilmelding til højre >>

Linjefag: Design


INDENDØRS STÆVNE FOR U10-14-SPILLERE

Linjefag: Fodbold

Vi inviterer dig til et stort indendørs fodboldstævne på Klank Efterskole. Det finder sted i Klank- og AVK-Hallen.

Om formiddagen afvikler vi et åbent stævne for U10-14-spillere.

Om eftermiddagen holder vi et lukket stævne, hvor vi inviterer alle Klank-årgange og opfordrer dem til at stille et eller flere hold.

AFHOLDT

Tidspunkt: 28 oktober kl. 9-16

Entré: Gratis for tidligere Klankelever; Pr. hold U10-14 spillere: 100 kr.

Linjefag: Fodbold


JUBILÆUMSDAGEN

Vi har lagt op til et brag af et arrangement, når et helt års festligholdelse af Klank Efterskoles 150 års jubilæum kulminerer lørdag 3. november.

Denne dag bliver en festdag for et indbudt publikum. Blandt dem er lokale og landskendte politikere, folk fra efter- og højskoleverdenen, kunstnere, nuværende og tidligere samarbejdspartnere og andre med særlig interesse for Klank og den danske efter- og højskoletradition. Det bliver en dag, hvor gamle efterskolefolk møder nye generationer.

De indbudte gæster kommer til at overvære uropførelsen af en helt ny sang, der forsøger at formidle de værdier, der ligger i de 150 års høj- og efterskoletradition. De værdier, der er så åbenlyse for alle og enhver, som selv har prøvet at være en del af det fællesskab, skolerne bygger på.

Sangen er født af dette års Klankårgang og gennemskrevet af sangskriveren Kris Herman.

Ved jubilæumsfesten får gæsterne også lejlighed til at se videoklip fra årets kulturelle fejringsarrangementer.

Det endelige program for jubilæumsdagen er på plads i forsommeren 2018.

 

Kalenderoverblik