Dokumentation
Vi har fokus på elevernes almene livsoplysning og vil møde eleverne i et læringsmiljø der udfordrer den enkelte fagligt og bygger på respekt og tillid til hinanden. Vi forventer at eleverne deltager aktivt i efterskolelivet med respekt for den enkelte, såvel som helheden. Skolen skal gennem sit eget eksempel give eleverne mod på og lyst til et forpligtende fællesskab og demokrati i alle sammenhænge.
Et fællesskab byggende på gensidig respekt
Eleverne skal opleve glæden ved livet i et fællesskab byggende på gensidig respekt, ligeværd og hensyn til personlige værdier. Vi vil skabe et miljø hvor alle kan føle tryghed, blive set, hørt og forstået – og se muligheder frem for begrænsninger. Vi ser mangfoldighed og forskellighed som en kvalitet.
Grundtvigs tanker om skole, dannelse og uddannelse
Skolen for livet
Skolen er ikke i første omgang en forberedelse til livet engang. Skolegang skal være et liv i sig selv, og gøre eleverne klogere på det liv de har her og nu. Livet efter skolen kommer i anden række.
Livsoplysning:
Vi skal lære de fundamentale færdigheder: at regne, læse og skrive og mere til. MEN vi skal også have lyst til at lære at få mod på livet, og tage vare på det, at blive oplyst om det liv, vi lever sammen. Oplysning skal være en lyst og drivkraft.
Folkelighed
Folkelighed betyder folkelighed. Et folkeligt samfund bygger på ”lige værdighed i borg som hytte”. Vi skal have fælles love, historie, sange, og ikke mindst et opvakt folk.
Den levende samtale
Den levende samtale udfolder sig frit og uden fast retning. Man mødes i samtalen, udvikler, forandre og skaber al slags liv. Det er samtalen mellem elev-lærer, elever indbyrdes, alle mennesker.
Fællessangen og fortællingen er central i formidlingen af det Grundtvigske menneske og livssyn
Grundtvigs menneske- og livssyn ligger i hans mange salmer og sange. Han skrev ikke en biografi om sit liv, men har efterladt et stort arbejde til sine efterkommere om, at tolke hvad han har skrevet.
Først oplive så oplyse
Eleven skal stimuleres og motiveres for at have lyst til at lære. De fleste har den lyst, men hvis den ikke er tilstede, skal den lokkes frem. Vi ser ofte den forandring, da et skoleskift, kan være meget motiverende.
Åndsfrihed:
Ethvert menneske kan tænke frit og danne synspunkter, meninger og forestillinger- også radikalt anderledes livs-og menneskesyn end flertallets- og det til trods høre til i fællesskabet. Åndsfrihed er kompromisløs vilje til at rumme det menneske, der står et andet sted end der, hvor jeg selv er forankret. Åndsfrihed er kompromisløs villighed til at magte og håndtere selv den mest ekstreme intolerance.
Det forpligtigende fællesskab vægtes i ord og praksis:
I efterskolelivet er fællesskabet bærende. Kammeratskabet eleverne i mellem, fællesoplevelser, venner for livet, fællesskaber som bliver forpligtigende. Fællesskabet er også køkkentjans, rengøring, forberedelser af undervisning, alle aktiviteter der involvere andre mennesker. Det forpligter også, der skal også handles på ordet fællesskab.
Vi ruster dig til fremtiden
Vejledningen på Klank Efterskole skal opfylde målene for vejledning om valg af uddannelse og erhverv. Den unge skal herved rustes til at træffe et uddannelsesvalg på et kvalificeret grundlag, således at de er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Dette gøres ved at vejlede eleverne og give dem et godt kendskab til hvilke valgmuligheder, der er inden for ungdomsuddannelserne.
Studie- & skolevejledning
Vejledningssamtalerne foregår både i 9. og 10. klasse i samarbejde med eleven, dennes faglærere, skolens studievejledere og forældrene. Samtalerne tager udgangspunkt i elevens evner, ønsker, interesser og muligheder.
I 9. eller 10. klasse udarbejdes en skriftlig uddannelsesplan, som er et officielt dokument, som følger eleven på den efterfølgende ungdomsuddannelse. Vejledningen foregår bl.a. ved:
- Vejledningssamtaler (personlig/i grupper)
- Arbejde med uddannelsesbøger og Obligatorisk Selvvalgt Opgave (OSO)
- Uddannelsesaftner
- Skolebesøg
- Erhvervspraktik (se nedenstående beskrivelse)
- Skolepraktik/ brobygning (se nedenstående beskrivelse)
Mobbepolitik
Mobning kan både være verbalt, fysisk og digitalt.
Med et værdisæt på Klank Efterskole, der overordnet handler om, at det hele menneske er i centrum og at eleverne skal opleve glæden ved livet i et fællesskab byggende på ligeværd, respekt og hensyn, hvor personlig integritet, mangfoldighed og forskellighed er en kvalitet, tager vi mobning meget alvorligt.
Vi har et klart mål om, at alle elever skal have et efterskoleophold, hvor de føler sig trygge og kan udvikle sig som dem de er, og ud fra de forudsætninger og forskelligheder de kommer med.
Forebyggende arbejde
Som forebyggende arbejde, lægger vi i vores hverdag vægt på at eleverne har en god tone overfor hinanden, og er opmærksomme på evt. tegn på negativ adfærd. Derudover har vi en række tiltag, som blandt andet har til hensigt at ryste eleverne godt sammen ud fra tanken om at kendskab giver venskab. Herunder ses nogle af de væsentligste tiltag:
- Værelsessammensætningen – fra skoleårets start sættes eleverne sammen på værelser – denne sammensætning sker med udgangspunkt i at blande årgange og interesser så meget så muligt.
- Gangsammensætningen – på gangene bor piger og drenge sammen, så man ikke kun har gangfællesskaber med nogen af samme køn.
- Flyttefest – to gange om året holder vi en såkaldt flyttefest, hvor alle flytter værelse. På denne måde kommer eleverne til at bo sammen med tre forskellige værelseskammerater og i flere forskellige gang konstellationer i løbet af deres efterskoleophold.
- Fællesprojekter – i løbet af året har vi en række fællesprojekter, der bl.a. skal være med til at ryste eventuelle grupperinger samt være øjenåbnere for, at alle har forskellige evner. Dette er for eksempel introturen, teaterugen, skituren og projektugen.
- Kontaktlærer – alle elever har tilknyttet en kontaktlærer som der er mulighed for at mødes med efter behov. På denne måde forsøger vi at sikre os imod, at elever mangler en voksen at gå til.
- Trivselsteam – der er på skolen et team af lærere, der har til opgave at tale med særligt udfordrede elever.
- Åbenhed og respekt – dette er to begreber vi sætter højt, og i praksis betyder det, at vi støtter eleverne i at fortælle ærligt og åbent om deres udfordringer og historie gennem elevoplæg. Dette kan være en stor udfordring for nogen, men vi har erfaring med, at det er meget givende.
- Klare forventninger – når skoleåret starter, laver vi elevkontrakter. Dette betyder, at vi sikrer os, at eleverne kender skolens regler, hvilket de efterfølgende skriver under på. En af disse regler er at opføre sig ordentligt, hvilket vi i al sin enkelthed mener er en forudsætning for at kunne indgå i et efterskolefællesskab.
I tilfælde af mobning
Skulle der opstå situationer, hvor en elev føler sig mobbet, har vi følgende handleplan;
- Det er hele personalets ansvar at gribe ind, hvis vedkommende har observeret, eller bliver gjort opmærksom på mobning.
- Der vil blive taget hånd om den mobbede, og om dem der mobber, gennem samtaler med kontaktlæreren og skolens ledelse. Derudover vil der også blive taget kontakt til hjemmet, hvis dette er nødvendigt, og forældre til alle parter i sagen kan blive indkaldt til et møde
Efter mobningen
Efter gennemførte samtaler, har vi en klar forventning om at mobningen stopper. Dette vil vi igen følge op på gennem samtaler med kontaktlæreren, skolens ledelse og elevernes forældre
Kontakt
Klank Efterskole
Skolevej 70
8464 Galten
Tlf: +45 8694 4166
Vagttlf: +45 5219 4783
Mail: post@klank-efterskole.dk
Bank: 6114-4930095552
Kort om Klank Efterskole
På Klank Efterskole er det hele menneske i centrum. Eleverne skal opleve glæden ved livet, et fællesskab byggende på ligeværd, respekt, hensyn samt personlig integritet.
Eleven skal føle tryghed, blive set, hørt og forstået – og se muligheder fremfor begrænsninger.